Sankt Hans 2021

Taler: Christian Baadsgaard

Sol over grønne sletter. 

Lykke og lyse nætter. 

Jeg mærker længslen mod sommeren. For vinteren var lang og hård. I mørke dage næres håbet om lyse nætter. Jeg hørte larmen. Men når alt kommer til alt, så er lyden af fuglene det eneste jeg længes efter. For larmen blev alligevel for stærk og jeg åbnede min havedør for at mærke duften. Derude fra min have. Derude fra Danmarks haver. 

Jo, midsommeren rører noget i os. Vi mærker den. 

Forleden dag mærkede jeg den også. Jeg havde ikke adgang til TV3, så jeg valgte at gå en tur, mens alle andre så landskamp mellem Danmark og Belgien. Jeg var på besøg hos min familie hjemme i Thy. Det var en dag med hedebølge, og jeg gik den tur, jeg så ofte har gået. På grusvejen kiggede jeg op mod det, der engang havde været landsbyens galgebakke og tingsted. I dag ligger den som et stykke smuk natur, men for mig er det også en påmindelse om hvorfor vi skal værne om retsstaten. For vores hævntørst og vrede kan være så ustyrlig, at vejen til galgebakken ikke er ret lang. Faktisk var det lige her, at noget af Danmarks allersidste heksesag blev behandlet i slutningen af 1600-tallet, og den er historisk derved, at den netop ikke endte med bålet, fordi der var en biskop, der kunne skelne ret fra vrang, og på den måde også signalerede en ny tid. 

Og det er i den nye tid, der efterhånden er blevet gammel hverdag, at vi lever. For når vi selv skal sige det, så er vi langt fra heksejagter og heksebrændinger. Vi er oplyste og ordentlige. Smålighed og rygter hører andre tider til. Vi lytter til alle parter, og træffer vores beslutninger, og vi kunne aldrig drømme om at dæmonisere folk, bare fordi de mener noget andet. Vi giver plads til hinanden og til forskellighed… 

Jeg har lyst til at spørge: Er vi nu også sikre på, at det er en anden tid vi lever i? 

De seneste par år er vores verden blevet vendt på hovedet. Vi skulle lære at holde afstand - og det skal jeg sandelig love for er lykkedes over al forventning. 

For vi er kommet meget langt fra hinanden. 

Jeg har fulgt samfundsdebatten i over 20 år, og nok husker jeg hvordan udlændingedebatten engang kunne få folk i totterne på hinanden, men jeg synes ikke, jeg kan huske en så monumental vrede, som vi ser i disse år. Måske fordi det menneske, som vi vil udveksle en mening med, bare er blevet reduceret til et profilbillede, men i hvert fald er de nuancer, som altid har været en forudsætning for en kvalificeret debat, blevet en sten i skoen, som er rystet ud. 

Den tid, hvor vi kunne være sammen om at være uenige, er forbi. 

Den tid, hvor vi kunne lade bølgerne gå højt, være rasende, men alligevel respektere hinanden som mennesker på tværs af uenighed og skel, den er forbi.

For enten er DU med OS. Ellers er DU imod OS. Hvem OS er og hvem DU er, ja det kan skifte fra dag til dag, og fra sag til sag. Enten er vandet kogende, ellers er det frosset til is. Tiden er hverken til lyserødt eller lyseblåt, og hvis man lige som jeg var så tåbelig ikke at afbryde internetforbindelsen her under nedlukningen, så var verden cirka sådan her: 

Hvis ikke du gør præcis som Mette Frederiksen siger, så dør din bedstemor. 

Hvis ikke du mener, at Mette Frederiksen er en diktator, så er du medløber, og burde smides i minkgravene. 

Hvis du har andre teorier om corona, er du en sølvpapirshat. 

Hvis ikke du omvender dig til en fossilfri hverdag, så er det din skyld, når jorden går under. 

Hvis du mener noget andet end Sofie Linde, så er du kvindefjendsk. 

Hvis du forresten er en hvid mand, så er du notorisk skyldig, og dine ord vægter ikke. 

Hvis du stadig mener, at en mistænkt er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og har ret til at forsvare sig, er du håbløst gammeldags. Forresten gør det heller ikke noget at hænge afdøde mennesker ud længere.

Og du er i øvrigt med til at opretholde undertrykkende strukturer, hvis du ser film eller læser litteratur fra svundne tider. 

Og hvis du engang har begået en fejl, sagt noget, som ikke passer ind i den nuværende tidsånd, eller på anden vis har gjort noget, som andre kan tage anstød af…. Straffen for udåden, om den er flere årtier gammel? Som minimum tab af anseelse og indtægt. 

Så skarpt er fronterne trukket rundt om i verden her i midsommeren 2021. Mørkemænd på gaden. Mørkemænd på nettet. Tiden fordrer, at du tager stilling, og der er kun to sider at vælge. Enten er du med, ellers er du imod. 

Og den, der falder udenfor… Ja, den skal udstilles og udskammes, for der er altid et velvilligt heppekor til at akkompagnere. 

Det kan du gøre som Men in Black, du kan blive coronabetjent, der sætter de andre på plads, du kan gå ud og se sur ud for klimaet, du kan blive tykaktivist, gå med i Black Lives Matter, blive ekstremist-femist, kønsaktivist, statuevælter, tastaturkriger eller bare gennemsnitlig woke, der lader sig krænke over de mindste småting. 

Du kan også bare som mig have lyst til at bede alle ekstremerne om at pakke sig, men i nutidig logik tager du også stilling, hvis du ikke tager stilling. 

Jeg har intet imod nye strømninger. Tværtimod er de uundværlige for at holde åndslivet og samfundet iltet, men når de bliver så ekstreme, at dets fanebærere mener, at de har så meget ret, at alle andre har uret, så er der grund til bekymring, 

Og når udskamning og trusler på levebrød legaliseres ved, at de er for det fælles bedste, så er det vores pligt at råbe op. For alt for mange gange i vores historie har vi set, hvor langt argumentet om det fælles bedste kan drive os ud. 

Jeg synes, vi skal skubbe vores iPads fra os, lukke Twitter-kontoen og slå alt bavlet på Facebook lige for en stund, bare lige for at trække i nogle meget gamle klæder. Så kan vi kigge os i spejlet, og der står de så, befolkningen, der levede i 1600-tallet, lige for øjnene af os. De, der har stanken fra heksebålene til at sidde i næseborene. 

I første ombæring vil vi hver især tænke, at vi intet har til fælles. 

Men når de så fortæller om sladderen og rygterne, som kan brede sig hurtigt og forpeste alt, så må vi nok erkende, at det kender vi skam også. 

Når vi så fortæller dem om, at vi her i 2021 må holde justits med dårligdommene og få dem elimineret for alles fælles bedste, så kan de også genkende det. Måske kan vi også hver især genkende det med, at det altid er den skøre, som vi kan rette de fælles pile imod. 

Og måske kender vi begge - med over 400 år imellem os - at vi frygter at havne i netop den udsatte position, men at det sandelig ikke gør noget, at de andre lander der. For desværre kender vi begge også, at det giver en lindrende følelse at stå i hoben og råbe mod den, der er faldet udenfor og nu må bøde. På vredens dage er ingen ild varm eller grusom nok. 

Selv med 400 år på afstand ved begge generationer, hvordan angsten for at træde ved siden af og ind i det glohede bål, kan regulere vores adfærd. 

Jeg spørger: Er vi stadigvæk sikre på, at der er så meget forskel på 400 år? 

For mit eget vedkommende har jeg de senere år forstået, hvorfor heksebrændingerne kunne få lov til at gå hen over Danmark. De dæmoner, der sprang frem i 1600-tallet, er præcis de samme, som i dag dukker op. 

De vokser hvor verden bliver for lille. 

Og det er vores verden. 

Vi er efterhånden ikke længere end en Google-søgning væk fra den anden side af jordkloden, og måske er det fordi vi har fået det så godt, at vi mangler noget at være utilfredse med. Måske er vi allesammen blevet den Maude, der går op og lægger sig, når livet på Algade og i Korsbæk bliver lidt vildere end de trivielle visitter. 

Og er det tilfældet, så må vi sparke os selv ud af sengen og den selvskabte elendighed. For der hvor heksene brænder, er der hvor verden bliver for lille for dens mennesker. 

Sådan var det i heksebrændingernes tid i de små og sladderfulde samfund, og sådan er det den dag i dag, hvor man kun er en arrig Facebook-gruppe fra at se, hvor galt det kan gå, når folk får for lidt at gå op i. 

Der findes kun et ord for det fænomen, hvor man selv mener, at man har så meget ret, at de andre har uret, og det er grådighed. 

Der findes kun et ord for det, der får folk til at tvivle på, om det nu også kan være rigtigt, at der skal være plads til os allesammen, og det er ordet grådighed. 

Når vi mødes ved Sankt Hans, så er det for at mindes Johannes Døberen. 

Han mistede livet på grund af grådighed, og det var fordi der ikke var nogle til at råbe stop og sige fra. At bekæmpe grådighed blandt mennesker er cirka lige så umuligt, som at slippe for det ukrudt, der hver eneste år ved denne tid kommer op på mine fliser. 

Men ved Sankt Hans bærer vi også et håb. Vi synger om den i Midsommervisen lige om lidt, og her er det at Holger Drachmann gør noget, som er et sjældent fænomen i dag, selvom det kunne være nyttigt. Han appellerer til kongen i os, og ikke til pjalten. 

//: vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde! :

Der hvor hjerterne aldrig bliver kolde, der bliver det aldrig blive et heksebål, der lyser os op, og som vi kan varme os ved.  

For det der skal lyse os op og holde os varme, er kærligheden til livet og til hinanden. At nok er vi forskellige, men vi holder altså hinandens liv i vores hænder. At vi husker, at uenighed ikke er fjendskab, men den livskraft, der får os til at gøre nye erkendelser. For verden er stor, og vi må sørge for at gøre den større. Det gør vi kun ved sammen at udforske nye horisonter og erkende, at ingen farvehandler kan leve af kun at have sort og hvid maling på hylden. 

For når vi tør gøre verden og livet både broget og kulørt, da ser vi en meget stor farvepalet for vores indre, når vi hører om solen over de grønne sletter, og lykken og de lyse nætter. 

Glædelig Sankt Hans til jer alle, og tak for ordet. 

Christian Baadsgaard