Posthussøjlen
Posthussøjlen
Af Elmo Flaskager
Til musik fra Esbjergs Postorkester blev Skjerns nye posthus på Bredgade 47 til 14 mio. kr. indviet den 9. januar 1987. Rasmussen & Schiøtz A/S, Holstebro, har været hovedentreprenør på posthuset, som med sine 1.440 m2 har tre gange så mange kvadratmeter som det gamle posthus, der blev taget i brug i 1941. I øvrigt blev Skjerns første posthus opført i 1896-97 på Bredgade 22 (Galleri Linda Stampe, Kunst & Design). I 1915 blev et nyopført posthus taget i brug på Bredgade 40 (Forretningen ”Vision”), som har dannet ramme, indtil det i 1941 flyttede til et nybygget posthus på adressen Bredgade 67 (Kirk Larsen& Ascanius). En interessant detalje: Da Post Danmark fraflyttede Bredgade 47, overdrog Post Danmark Ejendomme “Postrytteren” til ”Museum for Post, Tele og Kommunikation” i København, hvor den sandsynligvis befinder sig. Vi bør vel have Postrytteren tilbage til Skjern?
Daværende trafikminister Frode Nøhr Christensen deltog i indvielsen af det nye rummelige posthus på adressen Bredgade 47 og sagde, at han var tilhænger af, at ”når det offentlige bygger, skal det bygge stort og rigeligt” og at ”der er god økonomi i at bygge, så det varer længere”. Dagbladet havde da også i sin artikel fra indvielsen valgt overskriften: ”Det betaler sig for staten at bygge stort og rummeligt”. Men der gik kun godt 20 år, inden Skjern Posthus blev overflødigt. Det lukkede den 1. juni 2007.
I forbindelse med indvielsen af posthuset afslørede museumsinspektør og formand for de danske kunstmuseer Jesper Knudsen, Holstebro, skulpturen ”Posthussøjlen” i granit placeret foran indgangen til posthuset. Jesper Knudsen sagde bl.a., at ”det er en god ting, at staten bruger en procent af byggesummen til køb af kunst”.
Skulpturen ”Posthussøjlen” er skabt af Poul Bækhøj (1942-2017), der er kendt for sine nonfigurative værker. Poul Bækhøj siger: ”Kunst skal ikke være en biograftur, man skal ikke nødvendigvis forbinde nogen idé eller association med et kunstværk. Man skal bruge øjnene, alene det er kunstens inderste væsen”. Og hvad udstråler så skulpturen foran den tidligere posthusbygning i Skjern? Er det respekt, følsomhed og kraft, beskueren ser i de runde former, de glatte og perfekte foldninger?
Poul Bækhøj er uddannet laborant på Cheminova. Men lige siden sine unge dage har Poul Bækhøj som selvlært kunstner arbejdet med billedkunst og kunsthåndværk tilskyndet hertil af maleren Jonna Sejg.
Fra Kulturarv.dk: ”Omkring 1970 helligede han sig helt og fuldt billedkunstnerisk virksomhed som keramiker. Hans bopæl i det indre Århus fungerede i 1970’erne som åbent galleri og værksted. Fra omkring 1980 har Poul Bækhøj udelukkende arbejdet med skulpturer, først og fremmest i granit”. Hans skulpturværker er ofte ”udformet som forstørrede bånd med helt glatte flader”.
Kilde: Kulturarv.dk og Skjern Dagblad den 10. januar 1987.
Foto: Per Rasmussen, FotoGruppen MidtWest