Sigurd Berg

 

Sigurd Bergs mindesten

Af Elmo Flaskager

Mindestenen for den tidligere indenrigsminister Sigurd Berg fik den 18. august 2004 sin nuværende placering ved Nygårdsvej foran en parkeringsplads, som ved samme lejlighed fik navnet ”Bergs Plads”. Flytningen af mindestenen og indretning af Bergs Plads markerer afslutningen på et større nybyggeri af hjørnet Nygade og Østergade med forretninger og lejligheder samt lokaler til De Bergske Blade med adresse ud til Bergs Plads.

Mindestenen med en bronzeportræt-relief af Sigurd Berg blev afsløret den 9. juli 1923 på Banegårdspladsen i Skjern. For at give plads til Skjerns nye rutebilstation blev stenen den 3. marts 1958 flyttet til Skjern Anlæg og havde sin plads her, indtil den i 2004 fik sin nuværende placering.

Den er rejst af vælgere fra Skjernkredsens Venstre til minde om Sigurd Berg, der var folketingsmand for kredsen fra 1918 til sin død i 1921. Kunstneren er stenhugger Rasmus M. Andersen. På mindestenen står:

SIGURD BERG

INDENRIGSMINISTER
FOLKETINGSMAND FOR KREDSEN
FRA 1918 TIL SIN DØD I 1921

♧♧♧

VÆLGERE I KREDSEN

REJSTE DETTE MINDE

Sigurd Berg blev født den 3. juli 1868 på Bogø som søn af den navnkundige venstremand, politiker og bladmand Christen Berg og Maren Berg. Han blev uddannet cand. phil. og virkede som journalist ved en række dagblade, sad i Hillerød Byråd i årene 1899-1905 og var i to omgange medlem af Folketinget: 1901-1910 og igen (opstillet i Skjernkredsen) 1918-1921. I perioden 1905-1908 var han indenrigsminister, men måtte gå af på grund af Alberti-skandalen og modtog herfor en bøde på 1.000 kr. for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som Alberti var formand for. I 1920 og frem til sin død i 1921 var Sigurd Berg igen indenrigsminister.

Sigurd Bergs far, Christen Berg, grundlagde De Bergske Blade, som bl.a. Ringkøbing-Skjern Dagblad er en del af. Hans bladvirksomhed startede allerede i 1871 med Kolding Folkeblad, og han foretog i de følgende år en række opkøb som fx Skjern Dagblad i 1916, hvilket måske kan sættes i forbindelse med Sigurd Bergs opstilling i Skjernkredsen.

Sigurd Berg var med til at udbygge sociallovgivningen med invalide- og arbejdsløshedsforsikring, hjælpekasser og lærlingelov. Han udførte tillige et stort arbejde med at indføre dansk lovgivning og administration i Sønderjylland i forbindelse med genforeningen i 1920. Den 11. juli 1921 døde Sigurd Berg. Dagen før havde han deltaget i afsløringen af Genforeningsstenen i Skjern.

Kilde: Skjern Dagblad den 19. august 2004. Trap Danmark bind 22, Ringkøbing-Skjern Museum, Wikipedia, Denstoredanske.dk

Foto: Tage B. Pedersen, FotoGruppen MidtWest