Skjern Reberbane

Maj 2021

Af Elmo Flaskager

Opdateret november 2022 

Skjern Reberbane, der har adressen Reberbanen 1A, er byens længste hus på 94 meter, med en bredde på kun 3,2 meter. Men det stykke, der indgår i rebslageriet, begrænser sig til 82 meter. Den øvrige del var forbeholdt lager og især hegleplads for rebslageren, når han gennemheglede hampens fibre med en hegle - en børste med store stålpigge.

Banens arbejdslængde på 82 meter giver en færdig længde reb på 55 meter, hvilket svarer til et halvt kvejl (et maritimt udtryk). Et helt kvejl er et 110 m langt reb lagt i en spiral eller ringformet bunke. Et helt kvejl fordrer en reberbane med en arbejdslængde på 165 meter.

Skjern Reberbane er i dag en af landets få bevarede originale reberbaner med rebslageri drevet på samme måde, som man har gjort det i århundreder, men med den forskel, at Reberbanen er under tag, hvilket ikke var almindeligt i gamle dage. Ringkøbing-Skjern Museum ejer i dag Reberbanen og har et rebslagerlaug, som tager hånd om det gamle håndværk og med jævne mellemrum holder åbent for besøgende og for grupper efter aftale.

Jens Sahl kommer til Skjern

I 1875 blev den vestjyske længdebane anlagt og, i 1881 fulgte tværbanen fra Herning. Skjern var blevet et jernbaneknudepunkt, og i tiden, der fulgte, skete der en vældig opblomstring inden for handel og håndværk i byen, men en rebslager til at forsyne byen og egnen med tovværk manglede. Det blev der ændret på i 1896, da rebslager Jens Sahl flyttede til Skjern. Jens Sahl Jensen kom fra Venø og blev født her den 20. august 1868 som søn af husmand og fisker Christian og hustru Hansine Jensen. Hvor Jens Sahl lærte at slå reb, er usikkert, men det skulle vise sig, at Jens Sahl var en driftig og dygtig rebslagersvend og så store muligheder i Skjern. Ved byens udkant udså han sig et stykke jord, som han købte af snedkermester Johansen. 

Her byggede han en reberbane, som han i det første år drev under åben himmel, hvilket var ganske almindeligt dengang. Til sammenligning kan nævnes, at reberbanen på Hjerl Hede også i dag drives under åben himmel. Men i 1897 ifølge BBR byggede Jens Sahl rebslageriet med den 94 meter lange reberbane, som vi kender den i dag. På samme tid fik Jens Sahl som en af de første i Skjern installeret elektricitet til bl.a. at drive en elmotor til geskæret, der ruller garnet sammen til et reb, hvorved der vel kunne spares en lønnet medarbejder i produktionsleddet. I den vestlige ende af rebslageriet opstillede han et stort motordrevet strækhjul, som skulle strække rebet, inden det blev spolet op på en valse. Endvidere blev der i rebslageriet bygget en ovn til opvarmning af tjære til imprægnering af reb og tov. 

Ringkøbing-Skjern Museum skriver følgende om Jens Sahls ankomst til Skjern: ”I 1896 kom en mand marcherende hen ad landevejen. Når folk så ham, var de ikke i tvivl om, at her kom en rebslagersvend på valsen. Stokken – helst stærkt snoet – den bredskyggede hat og den røde charmeklud var et tydeligt signal. Hvad de fleste ikke lagde mærke til, var, at han kun havde knappet de tre øverste knapper i jakken. Det var det hemmelige laugssymbol på, at her gik en svend og ikke en bønhas – en fusker, der udøvede faget uden at være faglært. Skjorten var en smedeskjorte – en blå bondeskjorte med hvide lodrette striber. Helt smedeskjorte var det dog ikke, for alle knapperne var syet fast på vrangen. Når han løb baglæns med et bundt fibre på maven og spandt, skulle der ikke være noget, som fibrene kunne hænge fast i. Sidst men ikke mindst: Et andet svendetegn var rebslagerbæltet. Bæltet blev hægtet fast i enden af tovet under slåning, og så kunne rebslageren med sit træk styre tovets hårdhed. Bæltet var bredt for at støtte hoften og et meget særegent kendetegn for rebslageren.”

At slå reb var dengang en fagligt krævende aktivitet, og en rebslager gik i gennemsnit 8-12 km på en arbejdsdag - og for det meste baglæns. Havde Jens Sahl stået en hel dag og gennemheglet hamp med en sky af støv fra hampefibrene omkring sig, var han om aftenen efter hjemkomsten blevet så ”påvirket” af hampens euforisende stoffer, at han måtte tage sig en lur. Dette gav en vis morskab i familien, at han var påvirket uden at have rørt en dråbe alkohol. Da rebslageriet var på sit højeste, beskæftigede virksomheden 6-7 rebslagersvende. De var der sjældent længe, for i rebslageriet var det ligesom for Jens Sahl almindeligt at ”gå på valsen” – også for at lære så meget nyt som muligt, før de eventuelt selv etablerede virksomhed. Kunderne var fortrinsvis landmænd, og Dalagermarked i Borris var en god afsætningsmulighed.

Jens Sahl købte ejendommen Østergade 27 omkring 1906, hvorfra han foruden salg af reb og tovværk fra sit rebslageri også solgte børstevarer, håndredskaber og andre trævarer. Efter hans død i 1938 blev Reberbanen overtaget af sønnen, Hans Peder Sahl, som fortsatte med at drive den som en sidebeskæftigelse, idet han også handlede med trævarer og cykler fra butikken i Østergade 27. I mange år frem til omkring 1970 fremstillede Hans Peder Sahl en betragtelig mængde ”leveringsreb” til kreaturer til levering på slagteriet. Rebet var fremstillet af halmpressegarn, som er en sisalsnor brugt omkring halmballer, men efterhånden overtog kunstreb markedet. Hans Peder Sahls søn, Jens Sahl, og hans kone Randi fortsatte dog med at fremstille “leveringsreb” til kreaturer til slagteriet indtil omkring 1990.

Under Anden Verdenskrig fik Reberbanen en kort opblomstring med fremstilling af reb og koste med revling som råstof. Men herudover blev Reberbanen hjemsted for våben til modstandsfolk. Det fortælles, at banen har været brugt til at indskyde våben for modstandsbevægelsen, idet der er konstateret skudmærker på bagvæggen.

I 60’erne fik Reberbanen tilført et lysthus, hvor familien Sahl tilbragte søndage, men her blev der også tid til at slå reb af halmballegarn, hvortil han havde god hjælp af pensionister til at skære knuder af og binde halmsimerne sammen. Efter 1976 anvendtes Reberbanen kun momentvis til fremstilling af ”leveringsreb”. Som egentlig produktionsvirksomhed var Reberbanen ophørt med at fungere, og området blev derefter hovedsageligt anvendt til lysthus og kolonihave for familien Sahl.

Skjern-Egvad Museum anså Reberbanen for at have stor kulturhistorisk værdi og købte den i 1996 for at bevare den for fremtiden.

Restaurering

Museet gik i gang med en omfattende restaurering. Huset var mangelfuldt funderet og bygget som et halvstenshus med røde maskinsten, som ikke havde nogen bærende evne. Huset blev båret af spær og stolper, så der forestod et omfattende restaureringsarbejde. I dag er Skjern Reberbane også indvendigt ført tilbage til tiden omkring 1905, så nu bliver der igen slået hampereb på Reberbanen. Det kunne fx være til Det Danske Spejderkorps, som har forbudt tovtrækning med plastictov?

Kilder

Jens Sahl, Skjern

Ringkøbing-Skjern Museum

Lokalhistorisk Cafe, Skjern