Skjern Vindmølle

Maj 2021

Af Elmo Flaskager 

Skjern Vindmølle er en hollandsk mølle, der er karakteristisk ved, at det kun er møllehatten med vingerne, der drejer op mod vinden. Den blev oprindeligt opført af Peder Christensen Jensen i 1872 ved Albæk Møllegaard, omkring fem km øst for Skjern ad Ånumvej, men fik sin nuværende placering på Marupvej i 1917. Inden udflytningen til Marupvej stod møllen i 35 år i Skjerns bymidte, Mølletorvet, nu Holger Danskes Plads, og havde sammen med jernbanen sin store andel i den opblomstring, byen fik i disse år. 

Skjern Vindmølles historie er som antydet en del af Skjern bys historie. Da den vestjyske længdebane åbner i 1875 og tværbanen fra Skanderborg i 1881, bliver Skjern et jernbaneknudepunkt og en vigtig stationsby, som trækker folk til, især inden for handel, håndværk og industri. Stigningen i indbyggertallet kan illustreres ved, at der 1880 bor 864 mennesker i Skjern. Det vokser i 1901 til 2.015 indbyggere.

Møller Peder Christensen Jensen og hans søn Jens Pedersen, født den 10. oktober 1863, finder ud af, at det er i Skjern, udviklingen sker. Efter ti år i Albæk flytter de i 1882 møllen til Skjern og opfører den lige over for jernbanestationen. Ved siden af møllen grundlægges Skjern Andelsmejeri i 1885, og hvor nu SuperBrugsen i dag ligger, lå dengang Skjern Trikotagefarveri, som i disse år fik vokseværk. Øst for farveriet grundlægges Maskinfabrikken Herborg i 1897, Skjern Bank i 1906, og omkring 1905 bygger manufakturhandler Stendevad ejendommen over for banegården, i dag Mr-tøjbutikken med det markante kobberspir.

Møllen maler korn til egnens bønder og sørger efterhånden også for el til byen og fra 1902 tillige til elektricitetsværket i Møllegade. Men efter sønnen Jens Pedersens overtagelsen af møllen omkring 1884 bliver der til produktion af strøm installeret en dampmaskine og i 1913 en dieselmotor. 

Første Verdenskrig kunne også mærkes i Danmark, og det blev vanskeligere at få brændstof til møllen, idet møllen næsten udelukkende producerede energi via møllens dieselmotor. Forbuddet mod at bygge høje bygninger omkring Skjern Vindmølle kunne efterhånden heller ikke håndhæves, hvilket gjorde det vanskeligt for møllen kun at drives ved vindenergi. 

Møller Jens Pedersen tog konsekvensen heraf og flyttede i 1917 møllen uden for byen til Marupvej. Her var der ingen bygninger, som forhindrede den i at få luft under vingerne. Møllen fik installeret en dynamo og blev således i stand til igen at producere el til at forsyne både Skjern Elværk og byen med strøm. Udover vindmøllen blev også Ganer Mølle ombygget til en elproducerende mølle. Der blev opsat en turbine i stedet for møllehjulet. Så fra 1917 fik Skjern stationsby en del af sin elektricitet fra de to møller, henholdsvis en vindmølle og en vandturbine. Man kan så begynde at vurdere, hvor meget elektricitet de to møller kunne producere, måske op til 25 kWh, når begge møller kørte optimalt, dvs. når der har været rigeligt med vand i åen og god vind fra vest.

Efter krigen, da rationeringen blev ophævet, bliver møllen igen anvendt som kornmølle. Møller Jens Pedersen driver nu møllen sammen sin kompagnon Jens Olesen, og omkring 1923 ansættes Johannes Lauridsen Lund som møllersvend. Han viser stor interesse for møllen, overtager driften i 1924 og køber endeligt de andre ud i 1930’erne. Johannes Lund bygger hurtigt en god forretning op, bl.a. ved at male dyrefoder, især bliver hans kyllingeblanding populær. Endvidere har egnens bønder en aftale med mælkekusken om at tage deres korn med til møllen og mel med tilbage. Hermed kan bønderne udsætte besøget på møllen til bestemte betalingsdage, hvor der til gengæld godt kan samles 15-20 bønder, som udfolder sig fornøjeligt med hinanden, mens de drikker kaffe og udveksler nyheder. Efter Johannes Lunds død i 1965 drives møllen videre af hans søn, Erik Lund. Men udviklingen gør efterhånden møllen overflødig, og med støtte fra Skjern Kommune overtager Skjern Bevaringsforening møllen i 1978. I 52 år har familien Lund ”med stor pietetsfølelse passet vindmøllen”, skriver Kim Clausen i bogen ”Skjern, gadebilleder før og nu”.

Vingerne på møllen var noget medtaget, og det lykkedes Skjern Bevaringsforening for indsamlede midler fra bl.a. fonde at udskifte de gamle vinger med nye. Sidenhen overtog Skjern Museum brugsretten til møllen for endeligt - nu som Skjern-Egvad Museum - at overtage møllen i 1987 og åbne den som museum i 1991. 

I 2016 og 2017 undergik Skjern Vindmølle en større restaurering. I årevis havde den gamle mølle stået stille pga. problemer med krøjekransen, men fra en anonym giver blev der skænket en halv million kroner, hvorved Møllelauget fik mulighed for reparere bl.a. møllens vinger og krøjeværk. Med en vindstyrke på otte meter i sekundet drejer vingerne igen rundt. Til sammenligning kan en Vestas V117 nøjes med tre sekundmeter for at snurre.

Molly og Jens Pedersen

Molly Elise Dalgaard og Jens Pedersen blev gift den 1. juni 1905 i Skjern Kirke. Molly Pedersen var født i huset Vardevej 7, hvor hendes far drev et garveri. Mens de drev møllen i Skjern, bosatte de sig skråt over for den, Jernbanegade 3, og havde deres have overfor, hvor en tøjbutik i dag ligger. Interessant er det at bemærke, mølleejer Jens Pedersen var medstifter af og meddirektør i Skjern Bank fra etableringen i 1906. Han byggede i 1900 en stor smuk toetagers hjørneejendom, hvor familien bosatte sig på første sal, mens stueetagen blev lejet ud til herreekviperingshandler H.K. Nielsen frem til 1914, hvor Skjern Bank flyttede ind.

Jens Pedersen døde den 25. juli 1932 og efterlod sig en betydelig arv. De fik ikke selv børn, men adopterede efter Første Verdenskrig et wienerbarn, som senere blev gift med en skolekammerat fra Lem. I 1938 byggede Molly Pedersen huset på Ånumvej 4 - et stateligt hus med et rundt indgangsparti, kinesisk præget, måske en sammenhæng med, at Molly Pedersens søster var gift med Kina-missionær Emil Jensen. I 1950 solgte Molly Pedersen sit hus til Skjern menighedsråd og købte hus på Anlægsvej ved siden af Enghaven, hvor hun døde i 1951. Molly Pedersen ejede jord fra Store Nørgård til Skovløkken, men var dog ikke særligt interesseret i at eje jord. I stedet ønskede hun, at andre kunne få glæde af den. Molly Pedersen valgte derfor at skænke en del af jorden til Skjern Kommune med den klausul, at der aldrig måtte bygges på området, hvilket Skjern Tennisklub fik at mærke, da den i 1991 måtte skrotte tanken om at bygge tennishal i området (Skjern Anlæg). Molly Pedersen skænkede også en grund til Peder Haahr, som var blandt pionererne til oprettelse af beskyttede værksteder for udviklingshæmmede - her Skovbrynsværkstedet (i dag Skjern Fysioterapi, Skovløkken 2) og Skovbrynskollegiet i 1967. Det var endvidere et smukt udtryk for Molly Pedersens samfundssind, at hun forærede jord til dannelsen af kolonihaven ”Jordbruget”.

Kilder:

Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 30. november 2016

Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 26. juli 2020 

Skjern Dagblad, den 30. september 1995

Kim Clausen: ”Skjern, gadebilleder før og nu” 

Kirkebogen for Skjern Sogn 

Ringkøbing-Skjern Museum