Coulon
Sorten er fra Liége i Belgien og første gang beskrevet i 1858, hvor det kaldtes Coulons Reinette.
Træet vokser kraftigt og danner en smuk, regelmæssig, bred, efterhånden hængende krone. Træet er hårdført og da frugten gerne skal blive hængende længe på træet for at få optimal farve, er det bedst med noget læ. Stiller ingen særlige krav til jordbund, og det kan godt betale sig at gøde træet, når det er kommet godt i bæring.
Frugten er stor og formen afstumpet kegleform, som regel lidt skæv og store frugter er ofte lidt kantede. Farven på frugten er først matgrøn, der efterhånden bliver til gulliggrå. Let brunrød med lidt violet skær til rødorange.
Frugtkødet er gulligt med grønt skær. Om efteråret er det meget surt, senere bliver det af mildere, men stadig syrlig smag med kun ringe aroma.
Madæble fra november til april og i sidste del er det også spiseæble.
Eneste sikre måde at skille Coulon fra Belle de Boskoop er at se på det gennemskårne æble, hvor Belle de Boskoop har årer i kernehuset der går op i blomsten. Coulon helt uden årer opad, det ser ud som om kernehusets årer er næsten cirkelformet.