Jubilæumsskulpturen af 2008

 

Jubilæumsskulpturen af 2008

Af Elmo Flaskager

I anledning af at det var 50 år siden, at Skjern blev udnævnt til købstad, afslørede borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Torben Nørgaard, den 1. april 2008 en jubilæumsskulptur skænket af Skjerns erhvervsliv og Skjern Handelsforening og kreeret af stenhugger Charles Vendelbjerg, Skjern. Jubilæumsstenen blev oprindeligt placeret på Mølletorvet (I dag Holger Danskes Plads), men har sin nuværende placering i et slip i hækken mellem Bredgade og Banegårdspladsen. Skulpturen er en blankpoleret og rektangulær granitsten med et tværgående metalbånd på siderne med teksten: 50 års købstadsjubilæum. Skjern 1. april 2008. Erhvervslivet i Skjern og Skjern Handelsforening. På toppen er udhugget et slynget vandløb, som kan lede tankerne hen på det forløb, som Skjern Å fik i forbindelse med Danmarks største genopretningsprojekt 1999-2003. I nederste højre hjørne er udskåret et S i rustfrit stål.

Under den festlige jubilæumsaften var der inden afsløringen arrangeret et fakkeloptog fra Skjern Kirke og til Mølletorvet med deltagelse af et par hundrede mennesker. I spidsen gik byens konfirmander.

I forbindelse med afsløringen sagde borgmesteren, at Skjern ikke blot er kendt for sammenhold, men også for handlekraft og konstaterer, at det er gået stærkt i de senere år. ”Der handles frem for at tænke længe over tingene, og det har givet Skjern et hestehoveds forspring”. Tidligere lærer og viceborgmester N.K. Kristensen kunne i sin tale tilføje, at skulpturen var et ”flot stykke rumgeometri” og opfattede det store S på toppen af skulpturen som udtryk for sammenhold på trods af forskellighed.

Kilde: Skjern Dagblad den 2. april 2008


Foto: Per Rasmussen, FotoGruppen MidtWest