Kulturtagene

 

Af Elmo Flaskager

”Kulturtage”, der er opstillet syd for Pakhuset i Skjern og nord for Bechs Hotel i Tarm, blev indviet fredag den 25. maj 2018. Et Tvillingeudvalg nedsat af Skjern-Tarm Erhvervsråd har fostret ideen i et ønske om at knytte de to byer tættere sammen og ”fremme samhørigheden og synligheden af centerbyen Skjern-Tarm”.

Kunstneren Per Arnoldi har designet de to ”Kulturtage”.

I et facebookopslag skriver Skjern UdviklingsForum, at det var Per Arnoldis ide at kreere ”to overdækninger på lette søjler med farvestrålende tag af foldede plader og med sider, der kan påmonteres plexiglasplader for at skabe læ”.

Skjern UdviklingsForum skriver videre, at ”Tvillingeudvalget har arbejdet tæt sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune om projektet, og på et møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 28. oktober 2014 er det besluttet at bevilge 1.65 mio. kr. eksklusiv moms fra puljen ”Skjern-Tarm en by” til kulturfremstødet”.

Placering og udformning er godkendt af handelsforeningerne i Skjern og Tarm, dog har Skjern Handelsforening ønsket en placering for enden af Pakhuset frem for foran Pakhuset.

Om indvielsen skriver Ringkøbing-Skjern Dagblad den 25. maj 2018, at Per Arnoldi i sin tale understregede, at kulturtagene skal være med til at sende et budskab om medmenneskelighed.

Gunnar Thorup fra Skjern-Tarm Tvillingeforening håber, at Skjern og Tarm tager de to Kulturtage til sig og finder noget at bruge dem til og nævner, at det kan være alt fra koncerter til markeder, for meningen er, at det skal være nemt at tage initiativ til ting under kulturtagene.

Kilde: Ringkøbing-Skjern Dagblad og Skjern UdviklingsForums facebook.

Foto: Per Rasmussen, FotoGruppen MidtWest