Vestjyllands navle

 

Vestjyllands Navle

Af Elmo Flaskager

Fra UniDanmark Fonden modtog Skjern Kommune den 22. juni 1995 skulpturen ”Vestjyllands Navle”. Skulpturen, der har sin plads på hjørnet af Tinghusvej og Bredgade, er udført af stenhugger Charles Vendelbjerg, Skjern.

Skulpturen på mere end tre tons er i rød svensk Bohus-granit og hugget ud i en firkant, ”der med sine rå sider danner en flot kontrast til den blankslebne kuppel, navlen, som vandet fosser op af og ned over kuplen, inden det samles og sluses ned langs to af siderne i små riller - Skjern Å og Skjern Å-deltaet”, fortæller Skjern Dagblad.

Borgmester Viggo Nielsen afslørede skulpturen og takkede Unibank for bidraget til Skjern bys forskønnelse. Bortset fra rundkørslen var 1. etape med renoveringen af Bredgade nu tilendebragt.

Direktør i Unibank, Steen Christensen, sagde bl.a. i forbindelse med afsløringen, at skulpturen ikke blot symboliserer en driftig handelsby, hvor initiativer tages og føres ud i livet, men også på en fremadrettet erhvervspolitik med vandet, der ”syder” af energi og virkelyst.

Unibanks aktionærrådsformand N.K. Kristensen håbede, at skulpturen ville blive set af mange og give mange oplevelser. ”Med skulpturen har vi ønsket at give vores bidrag til, at der bliver spændende rastesteder i Skjern by”.

På østsiden af skulpturen er indsat en metalplade med teksten:

Vestjyllands Navle
Skænket af Unibank•Fonden
1995

”Vestjyllands Navle” - GPS-koordinator: 55.946259 nordlig bredde og 8.494701 østlig længde. Navlen - også symbol på skaberkraft (denstoredanske.dk).

Skulpturen blev overdraget Skjern Kommune i forbindelse afslutningen på renoveringen af Bredgade.

Kilde: Skjern Dagblad den 23. juni 1995.

Foto: Per Rasmussen, FotoGruppen MidtWest